x

Deerhoof til Roskilde

Deerhoof til Roskilde

Der bliver ved med at komme nye navne til årets Roskilde Festival-program, og i dag tilføjes tre grænsesøgende og eksperimenterende navne i form af Deerhoof, St. Vincent og Zu.

Deerhoof har udsendt en lang række plader, siden de i 1997 debuterede med albummet "The Man, the King, the Girl". Senest er kommet "Offend Maggie" fra 2008, der fik følgende ord med på vejen af GAFFAs anmelder:

"Kvartetten fra San Francisco med den engelsk/japansk-syngende Satomi Matsuzaki i front rammer lige fra første nummer på deres 12. langspiller lytteren lige i solar plexus med en kantet og kontant guitarlyd, der sammen med gruppens tilsyneladende uudtømmelige idérigdom bærer pladen fra start til slut. Den totale uforudsigelighed i Deerhoofs musik trækker den sagesløse lytter igennem en række hektiske genre- og rytmeskift. Det er opløftende, udfordrende og en sand fornøjelse at lægge øre til".

Der var også rosende ord til amerikanske St. Vincent, da hun tidligere på måneden udsendte albummet "Actor". Her blev hendes stemme beskrevet "lidt som et genert møde mellem Kate Bush og Cocteau Twins' Elizabeth Fraser", og hendes sofistikerede, detaljerig og fantasifuld art-pop løb med en femstjernet anmeldelse.

Sidste navn er italienske Zu, der blander jazz- og metalscenens mest ekstreme musik. Bandet har tidligere turneret med Mike Pattons band Fantômas, og de to grupper bevæger sig tydeligvis i samme musikalske univers.

De tre navne tilføjes et allerede bugnende festivalprogram, og der er ikke noget, der tyder på, at det er slut med tilføjelserne, så der kunne sagtens være mere på vej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA