Oh Land får amerikansk kontrakt

Oh Land får amerikansk kontrakt

Den danske sanger og sangerskriver Nanna Øland Fabricius udsendte sidste år debutalbummet "Fauna" under navnet Oh Land, og det album har været med til at skaffe hende en pladekontrakt med det amerikanske pladeselskab Epic Records, der er en del af Sony Music.

Epic er et gammelt og hæderkronet selskab, der i 60'erne og 70'erne udsendte plader med navne som Sly & the Family Stone, The Jeff Beck Group, Boston og Cheap Trick. Successen fortsatte i 80'erne med navne som Cyndi Lauper, Meat Loaf, Ozzy Osbourne og ikke mindst Michael Jackson, der siden "Off The Wall" har udsendt alle sine plader på Epic.

Også Rage Against The Machine, Tori Amos, Fiona Apple og Pearl Jam har udsendt plader på Epic, og nu føjes Oh Land til det fine selskab. Interessen fra Epic opstod på baggrund af en koncert på dansk grund i marts 2009, hvor en repræsentant fra selskabet var inviteret over af Oh Lands nye management, Volcano Management. Efterfølgende intensiveredes interessen som følge af optrædener på SXSW Festivalen i Texas, samt en efterfølgende miniturne i Los Angeles, New York og San Francisco. Aftalen med Oh Land er samtidig første signing af Epics nyudnævnte præsident Amanda Ghost.
 
Allerede mandag den 25. maj forlader Nanna Øland Danmark for at rejse til New York, London og Los Angeles, hvor hun de næste måneder skal skrive og producere ny musik, hvilket ifølge en pressemeddelelse vil ske sammen med nogle af de største og mest anerkendte sangskrivere og producere i musikbranchen.
 
Det er endnu for tidligt at spå om, præcis hvornår Oh Land udgiver sin internationale debut for Epic Records. Men inden da kan Oh Land opleves hele to gange på dette års Spot Festival i Århus, hvor der vil blive optaget materiale til en kommende live-ep, hvor man vil kunne høre Oh Land leverer nye versioner af sit materiale sammen med et symfoniorkester.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA