Nyhed

Michael Jackson udskyder koncerter

Åbningskoncerten i O2 Arena udskudt en lille uge, og tre andre koncerter udskudt trekvart år

Der er nu kommet en smule grus i maskineriet i forbindelse med Michael Jacksons meget omtalte 50 comebackkoncerter, der skal finde sted i Londons 02 Arena fra juli og trekvart år frem. Fire af de i alt 50 koncerter er nemlig blevet udskudt, kan man læse på Jacksons officielle hjemmeside. Heriblandt åbningskoncerten, som er udskudt fra den 8. juli til den 13. juli, mens tre andre koncerter, henholdsvis 10., 12. og 14. juli, er blevet udskudt til marts 2010.

Ifølge en pressemeddelelse på Jacksons hjemmeside skyldes udskydelsen problemer med at få alle detaljerne i det stort anlagte show til at gå op i en højere enhed, og koncertarrangørerne har altså brug for en ekstra lille uge til at få det hele til at falde på plads. Arrangørerne undskylder meget ulejligheden og tilbyder folk pengene tilbage, hvis man har billet til en af de berørte dage og ikke kan bruge den en af de nye dage. På Jacksons hjemmeside kan man se en udførlig forklaring på, hvad man skal gøre, hvis man har billet til en af de udskudte koncerter.

Udskydelsen af koncerterne har naturligvis sat ny gang i de fortsatte rygter om Michael Jacksons helbredsmæssige tilstand. I sidste uge gik der historier om, at den tilbagevendte King of Pop skulle have hudkræft - rygter, som en talsmand for Jackson dog hårdnakket benægtede. Til Jacksons forsvar skal det dog siges, at hvis han virkelig har det så skidt, som visse rygter påstår, vil en uges udskydelse af en koncert med halvanden måneds frist nok ikke gøre meget fra eller til, så mon ikke man skal tro den officielle forklaring.

GAFFA holder dig naturligvis opdateret, hvis der skulle opstå nye ændringer i forbindelse med Jacksons koncerter.

ANNONCE