Nyhed

Steffen Brandt får overrakt Modersmål-Prisen i dag

Interesserede kan se uddelingen i København kl. 17

For nogle uger siden blev det offentliggjort, at TV-2’s sanger og sangskriver Steffen Brandt er årets modtager af Modersmål-Prisen, der uddeles af Modersmål-Selskabet. I dag kl. 17 bliver prisen overrakt i Kompagnisalen i Kompagnistræde, og alle har adgang til at se overrækkelsen, selvom medlemmer af Modersmål-Selskabet har fortrinsret i tilfælde af pladsmangel.

Modersmål-Prisen er ifølge selskabet "påskønnelse for særlig fremragende anvendelse over for brede kredse af et sprog efter Selskabets ideal: Klart, udtryksfuldt og varieret".

Steffen Brandt får prisen for sine velskrevne tekster, og i sin begrundelse for tildelingen skriver Modersmål-Selskabet bl.a. på sin hjemmeside:


"Intet sprog kan undvære dem, troubadourerne, den slags poeter, der både digter sangene og synger dem selv, og heldigvis har vi på dansk stadig en del af dem. Steffen Brandt er en af de bedste og mest vedholdende. Gennem mere end 20 år (...) har han sunget for os på vores eget sprog, han har udtrykt vores følelser og drillet og provokeret os, og han har fået os til at synge med."

Modersmål-Selskabet nævner som eksempel TV-2-sangen "Herlev, Det Er Skønt", der bl.a. indeholder linjerne: Aftenstille villavej / hus i Herlev, du og jeg / børn, der leger, og vi har ild i brændeovnen / Og du, du kommer hjem fra job / Jeg har taget vasken op / Du har parallelparkeret vognen", og Modersmål-Selskabet fortsætter:

"Tag ovenstående lille strofe som eksempel. Kan man lave poesi med ord som "parallelparkering"? Ja, åbenbart. Vi får malet en nutidig og virkelighedsnær situation frem med ganske enkle hverdagsord, og så med et strejf af lune, så idyllen ikke bliver for sødladen. Det var nu godt, at konen parallelparkerede og ikke tværparkerede."


Tidligere prismodtagere er bl.a. Dronning Margrethe II, tegner Ib Spang Olsen, forfatterne Klaus Rifbjerg, Benny Andersen og Per Højholt, folketingsmedlem Naser Khader, skuespiller Ghita Nørby, sanger og sangskriver Niels Hausgaard, socialrådgiver Hanne Reintoft og tv-journalist Poul Thomsen.

ANNONCE