x

Tidligere Wilco-medlem fundet død

Tidligere Wilco-medlem fundet død

Søndag morgen (24. maj) blev den 45-årige musiker Jay Bennett fundet død i sit hjem i Urbana, Illinois, hvor han også har drevet et indspilningsstudie. Det skriver Chicago Sun Times i dag. I en meddelelse fra en ven af Bennetts familie, musikeren Edward Burch, fremgår det, at det tidligere medlem af gruppen Wilco døde, mens han sov, og at en obduktion skal fastlægge dødsårsagen.

Jay Bennett var fra 1994 og 2001 medlem af Wilco, og som det blev dokumenteret i filmen "I Am Trying To Break Your Heart", forlod han gruppen midt i indspilningerne til albummet "Yankee Hotel Foxtrot". Efterfølgende udgav han fire plader i eget navn og var i gang med at indspille sit femte album "Kicking At The Perfumed Air" i sit eget studie Pieholden Studios - opkaldt efter et nummer på Wilco-albummet "Summerteeth".

Wilco er på turné i Spanien i øjeblikket og har endnu ikke udsendt en officiel kommentar til Bennetts død. Men Edward Burch fortæller Chicago-avisen, at han har talt med bassisten John Stirratt, der kunne fortælle, at de var dybt berørt af nyheden om Bennetts død.

Jay Bennett blev 45 år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA