Nyhed

Gratis jazz på Plænen

Rick Astley er blandt de navne, man kan opleve til de gratis jazzkoncerter i Tivoli i juli måned

I juli måned kan man i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival opleve fem gratis koncerter på Plænen i Tivoli. Det drejer sig om Rick Astley (3. juli), Caroline Henderson (4. juli), Løgnhalsen med Carl Quist Møller (7. juli), George Duke (10. juli) og Dee Dee Bridgewater (11. juli), og ved flere af koncerterne bakkes kunstnerne op af Tivolis Big Band.

Det bliver i særdeleshed interessant at se Rick Astley sammen med Tivolis Big Band, hvor han formodentlig vil levere nogle af de jazz-standards, man finder på hans seneste album "Portrait". Men han kommer jo nok heller ikke udenom sange som "Never Gonna Give You Up" og "Whenever You Need Somebody", der gjorde ham til en stjerne i 80'erne.

Men derudover vil jazz-elskere altså også kunne nyde koncerter med danske Caroline Henderson, den amerikanske funk-musiker George Duke og sangerinden Dee Dee Bridgewater. Og så er der også noget for børnene, når multikunstneren Carl Quist Møller underholder Tivolis yngste gæster med sine musikalske løgnehistorier.

Alle koncerterne er gratis for Tivolis gæster.

ANNONCE