Nyhed

Diefenbach på vej med nyt album

De danske postrockere udsender "Run Trip Fall" 27. oktober

Den danske alternative gruppe Diefenbach udsender 27. oktober deres andet album, "Run Trip Fall", opfølgeren til den selvbetitlede, anmelderroste debut fra februar 2001.

Kvintetten Diefenbach spiller overvejende instrumental rock med inspiration fra bl.a. 70’ernes krautrock, 80’ernes synthpop og nutidens electronica, garneret med lidt klassiske popmelodier og støjguitar. Stilen kunne i mangel af bedre kaldes postrock, men dette i sig selv lidt tyndslidte udtryk er ikke helt dækkende – f.eks. er Diefenbachs sange som regel af den typiske 3-5 minutters varighed og ikke de langstrakte lydflader, mere postrock-typiske navne som Tortoise, Godspeed You Black Emperor! og Mogwai ofte excellerer i.

Efter debutalbummet har Diefenbach spillet en del både i ind- og udland og kunne f.eks. opleves live på VoxHall 29. september i år sammen med Lampshade i absolut fin form. Siden debuten har gruppemedlemmerne også spillet i andre sammenhænge; bl.a. har guitaristen Lasse Lyngbo turneret med Lise Westzynthius og trommeslageren Stefan Gejsing med skabandet Furillo (sidstnævnte i hele Europa), og bassisten og Gejsing har været i studiet med Martin Ilja (Speaker Bite Me) til et kommende album.


Albummet er produceret af bandet i samarbejde med Morten Bue og Mikkel Iljitsj (Moi Caprice, Pluto m.fl.). På typisk indievis udkommer det nye album på bandets eget pladeselskab Display, der også udgav debuten og ligeledes har udsendt det lavmælte dansksprogede indieband Plutos to album. Det nye Diefenbach-album udkommer også i en japansk version.

Det nye album bliver fejret med en koncert på Loppen på Christiania 25. oktober, hvor såvel Diefenbach som Lise Westzynthius, Pluto og Martin Ilja spiller live.

Tracklisten til det nye album er som følger:
01 Dada Vader
02 Make Your Mind
03 Underboys
04 Do As You Please
05 Snowstorm
06 Ibrahim
07 Windmills
08 Up For Ping Pong?
09 Koko
10 Camouflage


ANNONCE