x

Start! tilføjer amerikansk navn

Start! tilføjer amerikansk navn

Start! Festival har i år ikke bare skiftet navn fra Vesterbro Festival, men de har også for første puttet et udenlandsk navn på programmet. Mottoet for festivalen har ellers altid været "Ny Dansk Musik", men med tilføjelsen af amerikanske Nicol til årets program har arrangørerne besluttet sig for fremover at lade udenlandske bands og solister indgå i bookningen af fremtidige festivalprogrammer, "dog med uformindsket fokus på den nye danske musik" som det fremgår i en pressemeddelelse.

Amerikanske Nicol er et ubeskrevet blad herhjemme, men hun kommer nu til at indgå i festivalens lørdagsprogram, hvor man også kan opleve Outlandish, Freja Loeb, Ditte Mellson og Under The Sherry Moon. Hun bliver dermed festivalens internationale navn, men ifølge festivalleder Jesper Ø. Jensen kan man forvente, at der er flere på vej:

"At festivalen fremover vil vurdere udenlandske bands og solister på lige fod med danske ansøgerbands betyder ikke, at festivalen vil forringe fokus på den nye danske musik – tværtimod. Den nye danske musik vil uformindsket udgøre den samme andel af fremtidige festivalprogrammer, og Start! Festival er klar til at udvide med enten dage eller antallet af scener for at leve op til festivalens formål, nemlig at synliggøre den nye danske musik i det rytmiske vækstlag".
 
Arrangørerne beskriver det nye tiltag som om en udvidelse af festivalen. Start! Festival har i de sidste to år haft fokus på målrettede internationale initiativer og Foreningen Vesterbro Festival, der er arrangør af Start! Festival, vil derfor i løbet af 2009/10 iværksætte nogle initiativer, der rækker ud over landegrænsen.
 
"Vi tror på, at musikere og branchefolk på lang sigt kan bruge Start! Festival som afsæt til at få internationale kontakter og danne netværk med andre musikere og branchefolk uden for Danmarks grænser. Hvis Start! Festival kan facilitere dette i fremtiden, så er det festivalens målsætning at kunne iværksætte tiltag ud over landets grænser på musikernes egne præmisser, der rækker ud over den traditionelle nationale musikeksport, der lidt firkantet sagt kun udgøres af statsstøttede transportstøtteordninger, bandudveksling og driftsstøtte til nationale musikforeninger".
 
Nicol og resten af navnene på dette års Start! Festival kan opleves i dagene 4.-6. juni i Den Brune Kødby i København.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA