Club Faust flytter

Club Faust flytter

Den københavnske Club Faust i Magstræde slog første gang dørene op 27. juli 2007 og har lige siden været et fast tilholdssted for fans af musikgenrer i den mere mørke afdeling, såsom goth, industrial, EBM (electronic body music, red.), metal, indie, neo-folk og meget andet. Faust har haft massevis af livekoncerter såvel som dj-arrangementer, ligesom klubben selv gør opmærksom på, at den har haft besøg af bands som Megadeth, Einstürzende Neubauten og Nightwish, der har hængt ud i klubben efter at have givet koncerter andetsteds i København. Nu flytter klubben imidlertid snart til en anden adresse.

Faust har nemlig haft problemer med naboklager, som ikke er stoppet trods investeringer i lydisolering og lyddæmpning. Klubben har derfor solgt sine lokaler og har nu fundet nogle nye og mindre lokaler, hvor det har været nemmere at drive klub, nemlig kælderen under Skindergade 20, også kendt som kælderen under Beduin Bar og altså stadig i det centrale København. Her har der tidligere ligget klubber som Disco Volante, Spirit og Cockpitt. Snart genåbner Faust her med en indflytningsfest. Nærmere information om dato følger snarest.

Klub Faust vil dog lukke i Magstræde med maner og holder derfor førstkommende weekend to afskedsfester. Dels fredag den 29. maj, hvor klubben The Black Cat vil sige farvel med de to danske bands Untied og Corrosive Minds samt natklub.

Det endelig såkaldte "Exit Magstræde Party" vil blive afholdt lørdag den 30. maj. Dørene åbner allerede klokken 19. Der vil være velkomstdrink og kage til de første og musikalsk underholdning med DJ Nat Inc., DJ Cybolic, DJ Anker Den Røde, DJ Istabmyhead med flere. Derudover vil der omkring klokken 23 være livekoncert med elektro/goth-sangeren og -musikeren Ras Bolding.

Ras Bolding lover at stille iført sølvdragt og med Commodore 64, synthesizere i lag og Space Invaders. Bolding har ved flere lejligheder optrådt på Faust, både med koncerter og som dj. Han udtaler følgende om Faust:

"Faust besidder en helt egen charme, og jeg er sikker på, at selv når klubben finder nye lokaler, så vil kommende generationer af sortklædte unge kunne score billige goth-points ved at påstå, at de kom skam også på Det Gamle Faust. Dengang Martin Hall holdt dekadent kostumebal med lesbiske latexklædte skakspillere. Eller dengang Unruh dukkede op efter Einstürzende Neubauten-koncert samtidig med, at der var zombie-crawl, og man forsøgte at bilde ham ind, at sådan så der altid ud i København, når Neubauten gav koncert. Hvis en enkelt eller to også skulle huske koncert med ham der Ras Bolding, så er jeg i hvert fald i godt selskab."

Der er gratis entré mellem 19 og 21, og derefter koster det 50 kroner at komme ind.

Club Fausts hjemmeside

Ras Boldings hjemmeside

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA