Nyhed

Magtens Korridorer er i studiet

Indspilningerne til gruppens tredje album sker i svenske Tambourine Studios sammen med Sort Sol-produceren Per Sunding

Tidligere på måneden tilbragte GAFFA nogle dage sammen med Magtens Korridorer i Tambourine Studios i Malmö, hvor The Cardigans og The Ark samt et hav af danske bands som TV-2, Swan Lee og Superheroes har indspillet plader. Her foregår indspilningerne til gruppens tredje album, der endnu engang markerer en ny tilgang til indspilningerne for bandet. Hvor bandmedlemmerne på den succesfulde officielle debut "Friværdi" indspillede deres dele individuelt, og sammen som et band på "Det Krøllede Håb", blander man denne gang tingene og tager sig længere tid for at lave "en rigtig studieplade", som de udtrykker det. Derfor var valget af den svenske producer Per Sunding også ganske naturligt for bandet.

– Oprindeligt var det Niklas, der ville have ham som producer på "Friværdi". Men det kunne han ikke, da han var på barselsorlov. Så ville vi have ham på "Det Krøllede Håb", men det gad han ikke, fordi han havde hørt "Friværdi", griner trommeslager Anders Ramhede. – Vi havde hørt "Snakecharmer" (med Sort Sol produceret af Per Sunding, red.), og den er jo meget produceret og lyder som en studieplade, og det tror jeg var Niklas’ grund til gerne at ville arbejde med ham.

Bandet har denne gang reserveret 40 dage til indspilningerne, der kun afbrydes af weekender og enkelte koncerter, da turnévirksomheden holdes på et minimum, indtil den nye plade ligger klar. Der blev dog tid til en smagsprøve på det nye materiale på Spot Festival, hvor man kunne høre numrene "Engle" og "Milan Allé". På pladen får de blandt andet følgeskab af sange med (arbejds)titler som "En Sidste Chance Til", "Noget Om Helte" og så "En Kold Triumf", der ser bandet gå i en atypisk mexicansk-inspireret retning. Sangen er desuden lige nu et muligt titelnummer.


Der foreligger endnu ikke en udgivelsesdato for albummet. Men ambitionen er at kunne udsende den første single først på sommeren, og så være klar med albummet til efteråret.

ANNONCE