Nyhed

Nyt U2-monsteralbum snart færdigt

The Edges store vrede præger giganternes 11. studiealbum

Når U2 i nærmeste fremtid udsender deres 11. studiealbum, bliver det båret frem af guitarist The Edges store vrede mod sanger Bonos politiske arbejde, forklarer Bono til avisen The Sun.

"Det er fyldt med store sange og drevet frem af en guitarist, der får kvalme når han ser mig hilse på politikere. Vreden er utrolig. The Edge er den mest talentfulde guitarist i sin generation, det er åbenlyst. Vi er snart færdige. Der er kun én grund for U2 til at udgive et nyt album lige nu, og det er, at det skal være et monster, en drage, og det er det".

Bono afslører også, at bandet drager på turné næste år: "Jeg kan ikke vente. Det er svært at forklare, men ud over at være sammen med sine venner og familiemedlemmer, er stedet, hvor jeg føler mig mest tryg, på scenen foran 20.000 af mine nærmeste venner eller 150.000."


Det vides endnu ikke, hvornår det nye aggressive album udsendes, men den 17. november lander dvd'en “U2 Go Home: Live From Slane Castle, Ireland” i butikkerne.


ANNONCE