Nyhed

Nephew giver autografer

Simon Kvamm & Co. besøger pladebutikker i København, Århus og Aalborg 6. juni

Som mange nok har bemærket, udsender Nephew deres fjerde studiealbum "DanmarkDenmark" Grundlovsdag. Den dag har de fleste pladebutikker dog lukket, men albummet kan naturligvis købes digitalt på dagen. Og dagen efter, altså lørdag den 6. juni, drager Simon Kvamm & Co. så ud på en lille turné til tre pladebutikker i henholdsvis København, Århus og Aalborg for at hilse på deres fans og skrive autografer - "hvis nogen ønsker det", som de beskedent formulerer det i deres nyhedsbrev.

Nephews autografskrivningsdag ser ud til at blive ganske travl, idet Søren Arnholt, Simon Kvamm, Kristian Riis, René Munk Thalund og Kasper Toustrup samme dag besøger følgende pladebutikker:

Lørdag 06.06.2009 kl. 00.01-02.00
Fona 2000, Østergade 47 (Strøget), 1100 København K

Lørdag 06.06.2009 kl. 10.30-12.00
TP Musik Marked, Frederiksgade 38, 8000 Århus C
 
Lørdag 06.06.2009 kl. 14.00-15.00
Stereo Studio, Algade 28, 9000 Aalborg


"DanmarkDenmark" udkommer i øvrigt også i en særlig udgave med dvd'en "Video Video", hvor 12 danske videokunstnere har lavet hver deres helt personlige fortolkning af en sang på albummet.

Grundlovsdag kan du også her på GAFFA.dk læse et eksklusivt interview med Nephew, som du ikke kan læse andre steder og dermed heller ikke i GAFFAs aktuelle juninummer. Her fortæller de enkelte medlemmer af gruppen blandt andet om deres respektive yndlingssange fra den danske sangskat, som opsummerer det at være dansk.

ANNONCE