x

Stor brancheinteresse for Start! Festival

Stor brancheinteresse for Start! Festival

Det er en gammel nyhed, at den århusianske Spot Festival tiltrækker musikbranchefolk i stor stil fra ind- og udland. Men også den københavnske Start! Festival, som finder sted i Den Brune Kødby 4.-6. juni og altså ganske snart, kan melde om stor interesse fra talentspejdere og andet godtfolk.
 
- Interessen fra branchefolk har i år været så stor, at Start! Festival frigiver 1000 akkrediteringer til dette formål alene. Start! Festival er musikernes egen festival, og de skal have mulighed for at invitere branchefolk med henblik på at gøre opmærksom på sig selv, udtaler Peter Møller, pressechef for Start! Festival i en pressemeddelelse. Festivalchef Jesper Ø. Jensen uddyber over for GAFFA:

- Folk ved godt, at det er her, de skal komme for at se de nye navne. En mand som René Cambony, A&R-mand fra Sony Music, har sagt, at han regner med at tjekke 30 bands ud, og folkene fra Copenhagen Records har sagt, at de satser på at se 40-50 koncerter.
 
Start! Festival oplever ifølge eget udsagn også stor interesse fra udenlandske branchefolk, selvom festivalen, i modsætning til Spot Festival, aldrig har lavet nogen markedsføring i udlandet. Blandt andet har flere pladeselskaber meldt deres ankomst for at tjekke folkemusik-orienterede navne som Afenginn og Valravn ud.

Ifølge Start! Festival har koncerter med navne som Ginger Ninja og Ayoe Angelica været medvirkende årsag til, at disse har skrevet pladekontrakter, i øvrigt med henholdsvis Sony Music og Playground Music.

Blandt årets optrædende på Start! Festival kan nævnes Outlandish, Sys Bjerre, Camille Jones, Annasaid, Factory45, Drott & Marsk, Coco Moon, Julie Maria, Kellermensch, Phil Shivers, Johnny Deluxe, Mislyd, Green Lives, Euzen, Mike Sheridan, Dánjal, Jooks, Mixtune For Cully, Mærk, My Name Is Legion, Small, Vinnie Who, Mani Spinx, Ginger Ninja, Waking Life og When Saints Go Machine.

Derudover deltager det ganske ukendte band Descendants Of King Canute, som i øvrigt deler titel med en sang på Nephews kommende album, "DanmarkDenmark", så man kunne fristes til at tro, at der i virkeligheden er tale om Simon Kvamm & Co. i forklædning. Dette afviser Jesper Ø. Jensen dog at kommentere, men henviser til Nephews pladeselskab Copenhagen Records, hvor GAFFA dog ikke træffer nogen, der kan svare på spørgsmålet. Vi følger op på sagen.

GAFFA anmelder en stribe koncerter under Start! Festival.

Køb billetter til Start! Festival på GAFFA Billet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA