x

Musik- og modeshow for Red Barnet

Musik- og modeshow for Red Barnet

Et i Danmark nyt tiltag ser dagens lys på Gamle Scene på Det Kongelige Teater 8. august. Her vil et kombineret musik- og modeshow, "Tunes On Fashion", finde sted til fordel for Red Barnet, der modtager overskuddet.

En lang række kunstnere vil fremføre deres musik, imens en designer har modeller gående i catwalk rundt om dem. Det er ifølge arrangørerne første gang, et lignende arrangement fremføres i Danmark, men i London har konceptet været et stort hit under navnet "Fashion Rocks", der samler ind til The Princes Trust.

De optrædende kunstnere er Tina Dickow (billedet), L.O.C., Aura, Szhirley, WhoMadeWho, Mike Sheridan, Oh Land og Lulu Rouge, altså et bredt udbud af store navne inden for dansk pop, singer-songwriting, hiphop og elektronika.

Mod sædvane er modeshowet åbent for publikum og altså ikke kun modebranchefolk, selvom showet samtidig er gallafslutningen på modeugen i København.
De deltagende designere er By Malene Birger, Bruuns Bazaar, Stine Goya, Munthe Plus Simonsen, Designers Remix Collection, Balck Noir og Borcher.

Billetsalget starter hos Billetnet 10. juni. Læs mere om arrangementet på www.tunesonfashion.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA