Nyhed

Michael Jackson sur over booking af 50 koncerter

Den tilbagevendte popkonge ville kun give 10 afskedskoncerter

Som vi skrev for nylig, har Michael Jackson måttet udskyde de første fire af sine stort anlagte koncerter i Londons O2 Arena grundet problemer med at få showene klar til tiden. Nu oplyser den engelske tabloidavis The Sun - der dog ikke er kendt som det allermest troværdige medie - at Jackson til nogle fans i Los Angeles skulle have udtalt, at han slet ikke mener, han er klar til at give 50 koncerter.

"Jeg ved ikke, hvordan jeg kan give 50 koncerter," skulle Jackson have sagt og derpå tilføjet: "Jeg er ikke den store spiser - jeg er nødt til at tage lidt på".

Jackson skulle derpå have sagt, at han var sur over, at hans agenter havde booket hele 50 koncerter, og at han kun havde planer om at give 10.

"Jeg er virkelig rasende over, at de har booket mig til 50 koncerter," sagde Jackson. "Jeg ønskede kun at give 10, og så turnere verden rundt i andre byer, ikke 50 det samme sted. Jeg gik i seng i den tro, at jeg havde solgt 10 koncerter, og jeg vågnede op til nyheden om, at jeg var booket til 50."

Som om det ikke er nok, er Jackson derudover blevet sagsøgt af koncertarrangøren AllGood Entertainment, som mener, at Jackson har kontrakt på at optræde med sine søskende i en gendannelse af gruppen Jackson 5 i 2009, og han i denne periode ikke må optræde solo ifølge kontrakten. Michael Jackson benægter dog at have underskrevet den pågældende kontrakt.

Den første af de 50 koncerter i O2 Arena finder efter planen sted mandag den 13. juli.

ANNONCE