x

Sanne Salomonsen på turné i foråret 2010

Sanne Salomonsen på turné i foråret 2010

I marts udsendte Sanne Salomonsen efter længere tids sygdom og genoptræning albummet "Unico", der mildt sagt er blevet et stort comeback for rockmamaen. Albummet har ligget uafbrudt blandt de tre bedst solgte album i Danmark siden udgivelsen og fået forholdsvis pæne anmeldelser, blandt andet i GAFFA, hvor Jan Opstrup Poulsen uddelte fire stjerner og blandt andet skrev: "Som helhed er Unico en klassisk Sanne med alle sine faldgruber, men er der nogen, som kan bære en storladen dansk rockproduktion, så er det Sanne Salomonsen, der altid er 100 procent til stede i sangene."

Det store spørgsmål har været, hvornår Sanne Salomonsen er rask nok til at gennemføre den turné, som tusindvis af fans givetvis venter på.

Svaret er nu: I foråret 2010. Den århusianske koncertarrangør RMT har netop offentliggjort, at Sanne Salomonsen giver koncert i NRGI Arena i Århus fredag den 12. marts, med Sko/Torp som support. Billetsalget begynder 7. juni på Billetnet. RMT oplyser samtidig, at koncerten er en del af en turné.

På Sanne Salomonsens pladeselskab Mermaid Records vil man endnu ikke oplyse detaljer omkring den kommende turné, men henviser til, at der kommer mere info ud i næste uge. Og det må vi så vente tålmodigt på.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA