x

Choir Of Young Believers spiller kirkekoncert for irakere

Choir Of Young Believers spiller kirkekoncert for irakere

Efter to anmelderroste koncerter med DR's Underholdningsorkester spiller Choir Of Young Believers torsdag den 11. juni en støttekoncert for de irakiske asylansøgere, som har søgt asyl i Brorsons Kirke på Rantzausgade.

Med sig til koncerten tager bandet en række venner, heriblandt bandet Chimes & Bells. Målet for koncerten er at skabe opmærksomhed omkring kampen for at lade de irakiske asylansøgere blive i Danmark.

Jannis Noya Makrigiannis, fra Choir Of Young Believers udtaler:

”Vi håber at vi kan samle penge ind til irakerne og samtidig skabe opmærksomhed omkring det absurde i at regeringen vil sende irakerne tilbage til et land i krig og kaos”

I Brorsons Kirke byder man koncerten velkommen, og præst ved kirken, Per Ramsdal, fortæller:

”Det er virkelig vigtigt for de irakiske flygtninge, at de får støtte fra mange sider. Det betyder meget for dem, at disse musikere bakker op ved at lave en koncert i kirken. Støttekoncerten kan også vise, at der trods alt er mange danskere, som godt vil udtrykke, at vi i Danmark har overskud til at vise medmenneskelighed og kærlighed.”

Koncerten starter klokken 20. Entreen er 40 kr., som ubeskåret vil gå til irakerne i kirken.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA