x

Spændende konservatorie-afgangskoncerter i København

Spændende konservatorie-afgangskoncerter i København

Prominente danske musikere som Randi Laubek, Sharin Foo, Halfdan E, og Jonas Struck er alle dimittender fra Rytmisk Musikkonservatorium, og i perioden tirsdag den 9. juni til torsdag 18. juni 2009 kan man igen opleve bredtfavnende afgangskoncerter fra nyudklæggede talenter fra rytmisk Musikkonservatorium.

De kommende dimittender er klar til at myldre ud i musikbranchen, hvor de allerede er dybt integrerede i diverse bands og projekter. Dette kommer til udtryk ved årets afgangskoncerter, hvor vægtige aktuelle medspillere, som blandt andre Lulu Rouge, Slaraffenland og Källing, har sneget sig ind i det alsidige koncertprogram, der har mangfoldigheden som fællesnævner.

Mest udtalt hos de 26 dimittender er den mangefacetterede tilgang til moderne rytmisk musik. Man skal med andre ord være parat til bulgarske korklange, dyb elektronisk dub, nordisk klingende jazz, akustisk drone, King Size Bigband, skæve grooves, smigrende pop og indadvendt indie- og artrock.

Alle koncerterne er gratis, og det hele foregår i Akvariet og Koncertsalen på Rytmisk Musikkonservatorium, Leo Mathisens Vej 1, Holmen, 1437 København K.

Se det komplette program på www.rmc.dk.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA