x

Reportage/anmeldelse: Undertone i Ridehuset, Århus

Reportage/anmeldelse: Undertone i Ridehuset, Århus

Billede: Martin Dam Kristensen

Kulturnatten 10. oktober bød rundt om i landet på en del rockrelaterede arrangementer – selvom der trods alt ikke ligefrem var tale om en overflod af sådanne – og blandt de mest markante var åbningen af upcoming band-festivalen Undertone i Ridehuset i Århus, der fortsætter i dag, d. 11. En festival arrangeret af den lokale musikforening Undertone og med en lang række primært lokale, talentfulde navne, og i bedste Spot-festivalstil ikke kun en festival med musik, men også stande med lokale pladeselskaber, medier, managements med mere.

Der var også gjort en del ud af indretningen i Ridehuset, der var blevet udstyret med både en stor og en lille scene, masser af sejl-lignende stoffer hængt ned fra loftet, særlig indrettet 1. sal med bar og en såkaldt "flyvende sky i loftet", som kunne lave forskellige bevægelser via sms-beskeder, ligesom de optrædende grupper blev foreviget af den københavnske kunstfotograf Jonny Paw.

Og så var der musikken: Fredag optrådte flg. navne: Kim Munk, Antophones, DaFuGa, Søndag, Spektakel, Robert Green og Kurve og den lokale musikforening Pappagello.

GAFFA.dk’s udsendte blev hængende til de to første optrædende fredag, inden et andet Kulturnat-arrangement kaldte i embeds medfør. Men det var med blødende hjerte, jeg måtte gå, for begyndelsen var absolut fortrinlig:

Kim Munk har gennem længere tid markeret sig på den århusianske scene som en talentfuld sanger og sangskriver, primært som forsanger i den anarkistiske gruppe The Broken Beats. Til Undertone stillede han op som solist med guitar og lejlighedsvise, fint afmålte indslag af cello, lapsteel, kor, kontrabas og trommer. Stilen var klassisk, engelsksproget singer-songwriting med et snert af contry, og Munk er en habil, indlevet sanger med en formfuldent falset. Især hans hurtigere sange med bas og trommer fungerede fint, hvorimod visse af balladerne ikke helt havde den kompositioriske styrke, der kunne bære et så langsomt tempo, de blev afviklet i. Men det er småting. Han skal nok blive til noget, den efterhånden ikke helt så unge knægt.

Fra en talentfuld mandlig sanger og sangskriver gik Undertone over til en kvindelig én af slagsen. Eller rettere et band: Antophones – der i øvrigt lavede månedens demo i GAFFA i juli – men Lise Blaase (billedet) må siges at være det centrale fokuspunkt. Det bliver hendes ellers særdeles habile musikere på guitar/lapsteel, Rhodes, bas og trommer forhåbentlig ikke fornærmede over. Lise Blaase har nemlig i dén grad fat i den lange ende. Hendes vokal er uhyre personlig og udtryksfuld, til tider længselsfuldt klagende, andre gange med kokette knæk, og både lidt skæv og meget ren på én gang. Sirener som Tori Amos, Björk, Kate Bush, Alanis Morisette, Stina Nordenstam og hjemlige navne som Tina Dickow og Henriette Sennenvaldt (Under Byen) dukker behageligt frem blandt associationerne, men Lise Blaase er bestemt sig selv. Og tilmed en god sangskriver med en forkærlighed for afdæmpede, eftertænksomme sange i samme boldgade, som mange af de nævnte dejlige damer leger i – ja, i "Daniel" har hun ligefrem lavet noget, der kunne lyde som et alternativt hit. Husk lige navnet, mine damer og herrer: Antophones og Lise Blaase. De skal nok blive til noget – og husk, hvor De læste det først.

Som nævnt måtte GAFFA.dk videre i teksten, trods den gode begyndelse, men hvis du er i Århus, kan det strækt anbefales at besøge Undertone i Ridehuset i dag, d. 11. oktober. Her kan du se flg. navne: Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, Delicia Mini, Ellis One, 4man-bob, Lillystones, Oziris, Hjörtur og Mevadio.

Læs mere på http://www.undertone.dk



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA