x

Steffen Brandt forbereder album med Dylan-sange på dansk

Steffen Brandt forbereder album med Dylan-sange på dansk

Steffen Brandt har tidligere leveret en dansk udgave af Leonard Cohens ”Halleluja” sammen med Tina Dickow til albummet ”På Danske Læber”, der bestod af danske kunstneres dansksprogede fortolkninger af Cohen-numre.

Brandt har også tidligere optrådt med fordanskninger af Dylan-numre som ”Visions Of Johanna”, ligesom han kan opleves på Betty Nansen Teatret i teater-koncerten ”Baby Blue”, hvor den danske sanger byder på et udvalg af danske Bob Dylan-sange.

Dette må have givet Brandt blod på tanden, for A:larm Music afslører i dag, at Steffen Brandt har valgt at kaste sig over en Bob Dylan-plade på dansk. TV-2 forsangeren har oversat/omskrevet/fortolket Dylan-sange til dansk og bedt Nikolaj Nørlund om at producere.

Pladeselskabet fortæller ydermere i en pressemeddelelse, at Nørlund har samlet ”nogle af de ypperste danske musikere til at bakke Steffen Brandt op.”

Hvilke Dylan-sange Steffen Brandt har givet sit personlige præg, vides endnu ikke, men eftersom Brandt tidligere har optrådt med ”It’s All Over Now Baby Blue”, ”Visions Of Johanna” og ”To Make You Feel My Love” er disse gode bud på, hvad man kan forvente sig på scenen og på plade.

Teaterkoncerten ”Baby Blue” spiller på Betty Nansen Teatret fra oktober i år til februar 2010, mens Steffen Brandts danske Bob Dylan-plade forventes udgivet midt i oktober.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA