Nyhed

Elektroniske danske kunstnere til Sonar og C/O Pop

Danske producere, dj’s og artister er samlet under navnet ”The Danish Entourage”

Danske elektroniske producere, dj's og artister har succes både i Danmark og i udlandet, og for at skabe en fælles front, både i ind- og udland, har Music Export Denmark (MXD) samlet scenens største navne, og præsenterer dem samlet i en under navnet ”The Danish Entourage”.

Projektet er et fremstød for den danske elektroniske scene ved to af de største branchefestivaler, Sonar (Barcelona) og C/O Pop (Köln). Formålet er at styrke danske dj's, producere og pladeselskaber inden for house- og technoscenen internationalt.

To forskellige events giver to forskellige lineups af danske artister. For at det ikke bliver Music Export Denmark, der på egen hånd vælger artisterne, er der skabt en jury af europæiske branchefolk, der blandt Danmarks mest fremtrædende navne har valgt, hvem der skal spille.

Juryen består af Depolique: Pig Magazine (Italien), Carlos De Brito: Electronic Beat (tyskland), Peter Armster: Word and Sound (tyskland), Kjeld Tolstrup: Ungabunga - P3 / Sound Of Copenhagen (DK) og Waqar: DJ / booker KB18 (DK). 

Juryen har valgt disse kunstnere til de følgende events:

Lørdag d. 20. juni - SONAR:
B Hotel (B-hotel.com), tagterrassen, klokken 17.00 – 23.00
Trentemøller
Barfod & Fredski
Ink & needle
Martin Decara
Patrick Bateman
Blagger

Torsdag d. 13. August - C/O POP:
Opernterrassen, klokken 23.30 – 05.00
Mathias Mesteno
Whomadewho (live)
Trentemøller
Barfod & Fredski
Kasper Bjørke
Patrick Bateman
DJ LAB
Mikkel Metal (live)
Kenneth Christiansen

Projektkoordinator Lisa Marxen fra MXD udtaler:

”Den danske elektroniske scene er af en utrolig høj kaliber. Formålet med dette fremstød har været at samle kunstnere, pladeselskaber, meningsdannere og andre ildsjæle fra en meget innovativ, men også temmelig fragmenteret scene, i et fælles fremstød. Det er fedt at se, hvordan folk der til hverdag er konkurrenter, har åbnet dørene til deres netværk og øvrige ressourcer til gavn for hele den danske elektroniske scene. Tomas Barfod (DJ, WhoMadeWho, Tartelet Records, Distortion) har her spillet en ganske central rolle med at samle alle interessenterne. En stor tak til ham. De danske frontløbere indenfor genren er naturligvis gået ind i projektet for at øge afsætningen på eksportmarkederne, men et stort motiv har også været at hjælpe med at opdrætte de nye talenter og overbringe dem en erfaring, så den danske scene kan blive ved med at vokse over de næste år.”

Om Sonar og C/O Pop:

Sonar i Barcelona bliver afholdt 18.-20. juni 2009. Festivalen har eksisteret i 16 år og har etableret sig som den mest betydningsfulde festival for den elektroniske scene i Europa. Officielle fester på Sonar bliver afholdt i tidsrummet 00-05. Som en intim opvarmning hertil arrangeres en præ-fest ml. 17:00–23:00 på tagterrassen af det eksklusive B-hotel, midt i Barcelona City. Målgruppen er primært branchefolk samt også lokale trendsættere. Hovedformålet med denne musikreception er at skabe et personligt forum for de deltagende danske kunstnere og selskaber, hvor der kan knyttes netværk og indgås aftaler med de internationale købmænd.

C/O POP bliver afholdt 13.–17. august 2009. Festivalen har eksisteret siden 2004 og dækker indie-, pop- og clubkulturen. Festen, der bliver den største på festivalaftenen, præsenteres sammen med festivalen og kommer til at finde sted på en den anerkendte genreklub, Opernterrassen. Festen fordeles over 2 rum med plads til hhv. 200 + 1000 gæster. I samarbejde med Distortion vil 50 danske ravere blive kørt til Köln i Distortions og The Danish Entourages festbus for at skabe fest i gaden og promovere arrangementet. Målgruppen er såvel branchefolk som civile musikelskere.


ANNONCE