Nyhed

Jonathan Johansson spiller i Lille Vega i aften

Den svenske sanger optræder til arrangementet Den Svenska Synden sammen med Montt Mardié og Kite

I aften står den på svensk musik en masse på Lille Vega i København. Ud over landsmændende fra Montt Mardié og Kite spiller den svenske sanger Jonathan Johansson, der i slutningen af marts udgav albummet "En Hand I Himlen", som GAFFAs Lars Löbner Jeppesen gav hele seks stjerner under overskriften "Himmelfærd via Sverige":

"At svenskerne har et godt tag på popmusikken, er ingen nyhed, og det er derfor heller ikke overraskende, at årets måske smukkeste plade kommer fra den anden side af sundet. Vidunderdrengen Jonathan Johansson har nemlig beværtet med en sand himmerigsmundfuld af klangfuld, åndelig og sanselig pop, der kan få selv den mest hårdnakkede ateist til at tro på himmeriget."

Det skal i forbindelse med Jonathan Johansson også nævnes, at sangeren også vil medvirke i den opera, som The Knife er ved at skrive for den danske performance-teatertrup Hotel Pro Forma.


Så har man mod på en gang lækker svensk fredagspop, er Lille Vega nok ikke noget dumt sted at opholde sig i aften. Så kan man også bedømme ved selvsyn, om Johansson også er seks stjerner værd i live-sammenhæng.

ANNONCE