Nyhed

Voodoom og Village Idiot i Starfighters

Sydstaterne og Jamaica er hermed repræsenteret på dette års Danmarks Smukkeste Festival

Starfighters-konkurrencen er efterhånden en veletableret og vigtig del af Skanderborg festivalen. Ved deadline var der desværre kun to navne offentligjort, men de to tyder på en høj kvalitet igen i år. Det drejer sig om det københavnske reggae-band Voodoom (billedet) og country/americana-bandet The Village Idiot fra Helsingør.

The Village Idiot har været Månedens Demo i GAFFA hele to gange, før de i vinter udgav lp'en "Prima Materia". Sanger og sangskriver Kenni fortæller, hvordan bandet føler, de har redet på en bølge siden første gang i GAFFA, men kan godt synes, det er lidt ironisk, at de skal spille på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Deprimeret og fordrukkent country i solen onsdag eftermiddag.

The Village Idiot har ikke deltaget i andre af de mange talent-konkurrencer, "Jeg mener ikke, man kan konkurrere om musik. Det giver ingen mening for mig. Men Starfighters er jo noget helt andet, og den måde, arrangørerne tænker mere i karriere end produkt, virker så sympatisk og professionel." Ikke at Kenni er sikker på, om han kan tage imod den vejledning, han kan risikere at vinde: "Hvem skal hjælpe mig? Jeg skal nok nå derhen, hvor det er meningen, jeg skal hen, og kan godt blive irriteret over gode råd og vejledninger. Det er ikke for at virke arrogant, men hvis jeg bare får lov til at spille mine sange og gøre min ting, er jeg glad. Men Skanderborg er den fedeste festival, så vi glæder os bare til at spille og være en del af det."


Morten fra Voodoom ser også sin finaleplads som en sejr for hele reggaescenen i Danmark. "Reggae har ikke nogen stor plads på hverken Skanderborg eller særlig mange andre festivaler herhjemme, og det kan da være, at det er ved at ændre sig."

For Voodoom kommer Starfighters på det helt rigtige tidspunkt, "Vi har været fulde af energi og gode vibes, siden vi blev Månedens Demo i januar. Vi har skrevet en masse nye sange og planlagde at gå i studiet i efteråret. Og så kommer den her fantastiske mulighed. Vi elsker Danmarks Smukkeste Festival, og skal nok gøre vores for, at det bliver en fed onsdag."

I starten af juli bliver de sidste seks navne offentliggjort, og dem kan man læse mere om på GAFFA.dk til den tid.


http://www.myspace.com/voodoom1 

http://www.myspace.com/thevillageidiotdk

ANNONCE