x

Peter Viskinde udskriver GAFFA-konkurrence om bandnavn

Peter Viskinde udskriver GAFFA-konkurrence om bandnavn

Som nævnt tidligere i dag på GAFFA.dk har eks-Big Fat Snake-guitaristen Peter Viskinde indgået forlig med sin tidligere gruppe om rettighederne til navnet Big Fat Snake. Rettighederne overgår til Jens Fredslund, Pete Repete, Asger Steenholdt og Anders Blichfeldt, mens Peter Viskinde vil fortsætte med sin nye gruppe under et helt nyt navn, som ikke har nogen associationer til Big Fat Snake-navnet.

Ingen af parterne vil udtale sig om indholdet af forliget. Peter Viskinde siger til GAFFA:

- Jeg har ingen kommentarer til den sag. Jeg tror, hele Danmark er blevet godt træt af den.

Til gengæld har Peter Viskinde et forslag:
- Vi har ikke fundet på et navn til mit nye band, så vi vil gerne udskrive en konkurrence om det gennem GAFFA. Vi har overvejet at kalde os Peter Viskinde Band, men det er jo lidt kedeligt, ikke?

- Præmien er gratis adgang for 2 til alle det nye bands koncerter i resten af 2009. Det skal dog gå stærkt, for det nye navn skal jo bruges til vores koncerter her i sommer. Så vi skal have dit forslag senest i morgen torsdag den 18. juni klokken 12. Vi forbeholder os dog ret til at forkaste de forslag, der kommer, hvis ikke de er gode nok.

GAFFA vil gerne selv melde sig på banen med det første forslag, nemlig "Moonshiner". "Moonshiner" er titlen på en Bob Dylan-sang, ganske som Big Fat Snake-navnet var hentet fra en linje i Dylan-sangen "Wiggle Wiggle". "Moonshiner" kan også med et glimt i øjet og lidt god vilje oversættes til "Vis Kinder".

Peter Viskindes nye band består af følgende medlemmer:

Niels Ole Thorning - keyboards, Jesper Berg - trommer, Nello - bas, Steffen van Norde - guitar og Peter Viskinde - sang og guitar.

Så hvis du har en god idé, til, hvad Peter Viskindes nye band skal hedde, så send en mail til [email protected] - men det skal altså gå stærkt. Fristen er torsdag den 18. juni klokken 12.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA