Nyhed

Noel Gallagher brokker sig over fans, der vil have penge tilbage

Oasis-guitaristen lovede ellers selv publikum pengene tilbage efter afbrudt koncert

Som vi skrev i forrige uge, tilbød Noel Gallagher publikum at få deres penge tilbage efter en Oasis-koncert i Heaton Park i Manchester 4. juni, der blev afbrudt i 50 minutter, da strømmen gik grundet en defekt generator. Noel udtalte fra scenen: "Fra nu af er det her en gratis koncert. Alle, som har beholdt deres billet, vil få pengene tilbage."

Koncerten, der var gruppens første i hjembyen i fire år, blev overværet af cirka 70.000 personer. 20.000 af disse har nu taget Noel på ordet, og nu fanger bordet. Ifølge The Guardian vil pengerefusionen komme Oasis til at koste bandet cirka 1 million pund, altså cirka 8,8 millioner kroner.

Noel står ved sit ord, men ikke uden at brokke sig. På sin blog på gruppens hjemmeside og MySpace-profil skriver han blandet andet: "Var I virkelig skuffede? Jeg synes ikke, der gik 20.000 personer fra koncerten." Han fortsætter: "Cheeky cunts" (kan ikke oversættes på et anstændigt musiksite, red.) og tilføjer: "Nogle mennesker, altså ... tsk, tsk".

Oasis spiller på Roskilde Festivals Orange Scene fredag den 3. juli, og så er det jo spændende at se, om strømmen går, og hvad Noel Gallagher i så fald vil sige.

ANNONCE