Nyhed

Lenka til Vega

Den australske sangerinde og skuespiller kan opleves i København i september

Den australske sangerinde og skuespiller Lenka hitter for tiden med sit netop udsendte, selvbetitlede debutalbum og førstesinglen "The Show". Nu melder hun så sin ankomst til Danmark, nærmere betegnet en koncert i Lille Vega i København 27. september.

Lenka spiller begavet popmusik med et lidt eventyragtigt skær over sig, ikke helt ulig navne som danske Aura, amerikansk-russiske Regina Spektor eller svenske Lykke Li.

Lenka har en fortid som skuespiller med roller i både australske serier og indie-film og teaterroller, og hun har gået i lære - har læst, som det hedder i den branche - hos ingen ringere end den australske stjerneskuespillerinde Cate Blanchett. Lenka kommer dog fra et musikerhjem og spillede musik som barn, og sjovt nok blev det skuespillet, der åbnede Lenkas øjne for musikken igen, da en teater-rolle krævede af hende, at hun sang.
 
Siden blev Lenka medlem af det australske electro-rock-band Decoder Ring, og nu er hun altså gået solo med succes. Singlen "The Snow" hitter for tiden på blandt andet P3, mens debutalbummet er P4's Ugens Album i denne uge, hvilket siger lidt om, hvor bredt Lenkas musik appellerer.
 
Forsalget til koncerten starter onsdag den 24. juni via www.billetlugen.dk / 70 263 267 samt Fona-butikker landet over.

ANNONCE