Nyhed

Liam Gallagher dukker op i ny film

Oasis-sangeren spiller sig selv i filmatiseringen af bogen "Powder"

Den engelske forfatter Kevin Sampson har en fortid som manager for Liverpool-bandet The Farm og debuterede i 1998 med bogen "Awaydays", der handler om hooliganisme. Efterfølgende kom "Powder", der handler om fejder på den engelske musikscene, og den filmatiseres nu med Liam Gallagher på rollelisten.

Sampsons bog "Outlaws" blev filmatiseret i 2008, og "Awaydays" kom som film tidligere i år. Men nu handler det om musikbogen "Powder", hvor hovedpersonen Keva McCluskey er sanger i bandet The Grams, som pludselig bliver overhalet indenom af bandet Sensir. Bogen tegner et billede af den engelske britpop-scene, og derfor er det ikke underligt, at producer og manuskriptforfatter Kevin Sampson har bedt nogle engelske musikere om at være med i filmen.

Det er Guru Josh, der ifølge NME har afsløret, at han skal medvirke i filmen, og at han får følgeskab af Liam Gallagher, der for første gang skal medvirke i en spillefilm. Det vides endnu ikke, hvem der ellers skal medvirke, når optagelserne begynder senere i år.


ANNONCE