Nyhed

GAFFA juli er på gaden

Mød Aqua, The Black Eyed Peas, Mastodon, Tony Allen, Grizzly Bear og mange flere

Så er GAFFAs julinummer på gaden. 64 sider sprængfyldt med interviews, nyheder, features, anmeldelser, koncertkalender og meget mere.

Forsiden prydes af Aqua, der i den grad er tilbage med "Greatest Hits"-album med tre nye numre og en lang turné. Vi har talt med bandet, der blandt andet fortæller om de gyldne dage i 90'erne, om tiden efter gendannelsen og om, hvordan det egentlig gik med den dér retssag mod Barbie-producenten Mattel.

Vi bringer også et stort interview med Will.i.am fra The Black Eyed Peas, der er aktuelle med albummet "The E.N.D." – som ikke er ensbetydende med gruppens endeligt, tværtimod.


Det roste, progressive metalband Mastodon er albumaktuelle og gæster Danmark til fem koncerter med Metallica. Vi har mødt gruppen, der blandt andet fortæller om, hvorfor de stadig laver albums som en sammenhængende enhed trods tidens hang til hurtige iPod-shuffles.

Det Roskilde-aktuelle trommegeni Tony Allen er kendt som opfinderen af afrobeat og for sit arbejde for Fela Kuti. GAFFAs verdensmusikekspert Torben Holleufer har talt med den store mester.

GAFFAs dybdeborende journalist Den Gale Pen møder Roskilde Festivals talsmand Esben Danielsen, og Brian Holm fortæller om sin musiksmag i serien "Finale".


Du kan også møde Gossip, Taylor Swift, Grizzly Bear, John ME, Junkyard Productions, Steffen Brandt og mange flere.

Endelig kan du glæde dig over et stort tillæg om årets Grøn Koncert-turné.

Find GAFFA på en café, et bibliotek eller en kultur- eller uddannelsesinstitution nær dig.


Hvis du er Klub GAFFA-medlem, har du allerede fået bladet tilsendt, og så kan du også nyde det store tillæg om Coldplay i anledning af deres kommende koncerter på Roskilde Festival og i Herning.

 

ANNONCE