x

My Morning Jacket-sanger hylder George Harrison

My Morning Jacket-sanger hylder George Harrison

My Morning Jacket-sangeren Jim James bruger i øjeblikket sin tid i bandet Monsters Of Folk, hvor han sammen med Conor Oberst, M. Ward og Mike Mogis er aktuel med et album til september. Men inden da er han faktisk aktuel som solist med ep'en "Tribute To".

Under det lidt fjollede pseudonym Yim Yames har James indspillet seks sange skrevet af George Harrison, hvoraf to oprindeligt er indspillet af The Beatles, mens resten findes på Harrisons soloalbum "All Things Must Pass". Men ifølge Billboard er det ikke materiale, han har indspillet i år, men derimod tilbage i 2001 få dage efter Harrisons død.

Materialet har indtil nu bare ligget i James' arkiver, men til august udsendes sangene altså. James har selv indspillet de seks sange til ep'en, som han beskriver som et "perfekt eksempel på musikkens helbredende kraft".

Tracklisten til "Tribute To", der udsendes 4. august:

01 Long, Long, Long
02 Behind That Locked Door
03 Love You To
04 My Sweet Lord
05 Ballad of Sir Frankie Crisp (Let It Roll)
06 All Things Must Pass

Monsters of Folk debuterer 22. september, og derfor ventes det, at de vil tage på turné til efteråret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA