x

Slut med Stengade 30

Slut med Stengade 30

I sidste uge meddelte Kunstrådets Musikudvalg og Københavns Kommune, at de havde frataget Stengade 30 titlen som regionalt spillested og fjernet den tilhørende støtte. Kombineret med en i forvejen dårlig økonomi er det nu med til at lukke det københavnske spillested.

Det er Politiken, der har talt med Stengade 30s bestyrelsesformand Michael Dahl. Han betragter en konkursbegæring som den eneste mulighed, da det regionale tilskud er en væsentlig del af Stengade 30's økonomiske grundlag. Samtidig modtog spillestedet heller ikke den økonomiske krisepakke, de havde håbet på. Til Politiken siger bestyrelsesformanden:

"Vi må erkende, at vi i den nuværende situation – uden det tilbageholdte tilskud, som vi har ventet på i flere måneder, og uden udsigt til at få tilskud fremover – ikke har en chance for at få vendt den gæld, som den nye ledelse overtog ved årsskiftet. Derfor finder vi det ikke økonomisk ansvarligt at drive Stengade 30 videre. Vi havde ikke forestillet os, at politikerne i Kultur- og Fritidsudvalget ville fratage os regionalstøtten, og at de derudover heller ikke ville give os del i krisepakken".

Bestyrelsen for Stengade 30 har derfor indkaldt til ekstraordinær generalforsamling 8. juli, hvor den vil foreslå, at Foreningen Stengade 30 begæres konkurs og opløses.

Ifølge Politiken ser både Kultur- og Fritidsforvaltningen og Kunstrådet gerne, at Stengade 30's bygning fortsat vil blive brugt som spillested, og de har opfordret den nuværende ledelse om at indgå i en dialog om en fremtidig model for Stengade 30.

På spillestedets webside kan man lige nu læse følgende besked:

"Stat og kommune har tilbageholdt vores støtte siden 2. kvartal, og derefter fratager de os den helt, fordi vi ikke lever op til de krav, de stiller. De bruger altså nu en situation, de selv har været med til at skabe, som begrundelse for at trække tæppet væk under vores eksistens.

...but we're still rocking..."

Ifølge stedets koncertkalender er der planlagt koncerter frem til starten af august, men det vides endnu ikke, hvilken indflydelse den kommende konkursbegæring vil få på disse arrangementer.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA