Nyhed

Michael Jackson mindes på Østerbro klokken 13

Den danske fanklub holder mindehøjtidelighed ved den amerikanske ambassade

Michael Jacksons død har fået fans til at holde spontane mindehøjtideligheder over hele verden. Også i Danmark, hvor den danske fanklub The Moo-Walkers vil holde en kort sørgehøjtidelighed og lægge blomster uden for USA's ambassade på Østerbro i dag klokken 13, skriver Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet fortæller videre, at en række fans, avisen har talt med, planlægger at rejse til London for at mødes i forbindelse med de selvsagt aflyste Jackson-koncerter i O2 Arena i London. De har nemlig allerede betalt for fly og hotel og mener desuden, det vil være godt for dem at bearbejde sorgen i fællesskab.

Michael Jacksons død har i øvrigt fået salget af hans musik til at eksplodere. I skrivende stund besætter han 13 ud af de øverste 25 pladser på amazon.com's download-hitliste, om end The Black Eyed Peas' "Boom Boom Pow" netop har taget førstepladsen fra "Thriller".

ANNONCE