Nyhed

Koncertarrangør kommer til at miste millioner

Michael Jacksons død kommer til at koste AEG millioner af kroner i refundering af billetter og tabte omkostninger

Michael Jackson skulle være påbegyndt en koncertrække på 50 shows 13. juli i O2 Arena i London. Disse koncerter bliver naturligvis ikke til noget nu, hvilket ikke bare er synd for de mange tusinde, der har købt billet, men det kan også vise sig at blive en katastrofe for arrangørerne AEG, der havde forventet at tjene 600 millioner kroner på koncerterne.

For selvom der på O2 Arenas webside lige nu står, at de vil frigive information omkring billetterne ved en senere lejlighed, er det svært at forestille sig, at de kan komme uden om at skulle refundere omkring 450 millioner kroner til billetkøbere i hele verden. Det var Ticketmaster, der stod bag det officielle billetsalg, og de har en politik om at refundere både billetprisen og eventuelle gebyrer. Så det bliver en stor opgave at få tilbagebetalt penge fra 50 udsolgte koncerter, der skulle have været set af omkring en million mennesker.

Samtidig har der været store udgifter til produktionen af de 50 koncerter, der formodentlig nu også er tabt. Eksempelvis er der blevet indkøbt 300.000 krystaller til kostumer designet af Christian Audigier, og Randy Phillips fra AEG Live har udtalt, at man havde brugt omkring 110 millioner kroner på showet, der skulle have nye kulisser og scenografier til hver eneste sang.


LA Times spekulerer, at det vil være muligt for AEG at booke andre navne i O2 Arena på nogle af de datoer, der var reserveret til Michael Jackson. Dermed vil de kunne få dækket en del af deres tab. Men samtidig forventes det, at det engelske spillested vil komme til at stå tomt i hele juli måned som minimum.

ANNONCE