Frontmanden i The William Blakes fortæller om Michael Jacksons indflydelse på hans musikalske karriere
Vi har modtaget følgende indlæg fra The William Blakes-frontmanden Kristian Leth, som vi har valgt at bringe her i sin helhed.
Michael Jackson - Min første og største helt
Den første plade jeg købte for mine egne penge var "Triumph" med The Jacksons. Det var en vinyl og jeg fandt den på tilbud sammen med min mor i Music Mecca, der dengang lå på Strøget i København. Michael havde produceret pladen selv, og den viste den en musikalsk mastermind. For Michael var altid mere end en frontfigur, mere end en sanger. Han var et talent af uforståelige dimensioner, med en klar vision af popmusikkens muligheder, som brændte klarest i næsten 20 år, fra "Off The Wall" i 1979 til "History" i 1995. Nu er han død.
Da jeg begyndte at lave musik med Fridolin Nordsø, Frederik Nordsø og Bo Rande for over 10 år siden, var Michael Jackson den største reference, vi delte. Vi har sat ild til utallige fester ved at sætte Michaels musik på, og vi har ødelagt næsten lige så mange middage og double-dates ved at sætte "Off The Wall" eller "Bad" på, stille os hen foran højtalerne og fuldstændig glemme resten af selskabet, mens vi råbte ting som ‘lyt til guitaren’, snakkede om de lag, han havde gemt i mixet, og forsøgte at gengive Michaels uforlignelige swing, hans florlette vokal og hans utrolige indlevelse.
Hans stemme var et instrument, som vi aldrig havde hørt magen til. En af de største oplevelser musikalsk for mig var at opdage, hvordan hans små gisp og råb - som er et af hans største kendetegn - i virkeligheden fik musikken i baggrunden til at swinge bedre, end den gjorde i forvejen. Lyt fx til introen på "Man In The Mirror" fra "Bad". Det er ved hans første "uh", at sangen får sin rytmiske form, og derfra bliver han ved hele vejen med at accentuere musikken, at løfte den op i et overjordisk leje.
Og hans dynamik, hans tonale føling og hans spænstighed er umulige at efterlige. De prøver alle sammen i dag - vi er vidne til den første generation af popstjerner, der har haft Michael med hele livet, og det præger alle de store stjerner lige nu: Justin, Rihanna, Beyonce, Usher, Britney etc. Han opfandt den måde, man synger en r’n’b-popsang på, et amalgam af disko-glimmer, soul-indlevelse og pop-præcision.
Og popmusikalsk er der ingen over og ingen ved siden af Michael Jackson. I hans uendelige søgen efter det perfekte og det utrolige - og hvordan topper man sig selv i en alder af 24 år hen når ens solo-plade nr. 2, "Thriller", bliver verdens største plade? - skabte Michael Jackson mesterværk på mesterværk. Glem de fine fornemmelser og gå en tur gennem hele diskografien. På hver plade - også de mindre sammenhængende senere skiver - er der med Brian Wilson’s ord “teenage-symfonier”, der gør på 3 et halvt minut, hvad vi andre forsøger med en hel karriere.
Jeg får simpelthen så ondt i hjertet når jeg tænker på drengen Michael, der sang så uforglemmeligt på "With A Child’s Heart","‘Ben" og Jackson 5’s version af "Ain’t No Sunshine". Det har altid været en nærmest science fiction-agtig oplevelse at høre ham formidle følelser, han på ingen måde kunne have oplevet som 12-årig, og den gåsehud, man føler, har nu fået en uendeligt tragisk dimension, med Michaels sørgelige livs ebben ud. At tænke sig, at den dreng endte så alene, så ynkelig og så ødelagt.
Michael Jackson var min første og største helt. Han personificerede alt der var magisk, mystisk og overjordisk ved verden. Han formidlede følelser, der var så uendeligt ægte og så eventyrligt iscenesat. Ud over min egen barnlige følelse af en gammel ven, der nu er forsvundet, så står jeg tilbage med min næsegruse beundring. Og ikke bare for hans showmanship og hans "plads i historien". Glem lige den. Min respekt for hans musikalske kunnen, hans magiske præcision og perfektionisme er det, der står tilbage.