Nyhed

Junior Senior-kontraktbeløb stærkt overdrevet

"Vi ville køre speedway i kaviar, hvis det havde noget på sig," siger pladeselskabet.

I de seneste par dage har der floreret en historie i de danske medier om størrelsen på Junior Seniors nordamerikanske licensaftale med Atlantic Records.

Selvom Senior oftest optræder iført en solskærm lavet af det pureste guldlamé, så afviser Crunchy Frog de vilde rygter om, at de to festlige pop-helte skulle have modtaget 120 millioner.

– Beløbet er unægtelig en kende urealistisk for et snoldet dansk debutband, og forekommer også yderst sjældent for de etablerede, hedder det i en nyhedsmail fra Crunchy Frog.


Bandet er for tiden på en syv ugers turné i det amerikanske, men trods de mange turnéer rundt i verden, må de helt store penge stadig lade vente på sig.

Crunchy vil dog ikke ikke ud med det sandfærdige beløb:
– Det er ikke noget afsluttet beløb, og jeg må heller ikke afsløre det, siger Søren Henriques Ferdinandsen fra Crunchy til GAFFA.dk
– Punkterer man den ballon, som er blæst op med denne historie, svarer beløbet nok mest til luften, der er tilbage, efter at den er punkteret, lyder det.

Sprød bulletin fra Crunchy Frog
Pænt underholdende, bringes derfor i sin helhed


Milliardærerne Junior Senior køber trope-ø, samt et fly af ost, en hat af guld og folks respekt. Ud over at det ville være forpulet fedt, hvis det var, så er beløbet unægtelig en kende urealistisk for et snoldet dansk debutband, og forekommer også yderst sjældent for de etablerede. Ikke at bandet kan klage, for der faldt da lidt af, og pengene blev i øvrigt delt lige mellem den lille og den store og ikke som Ekstra Bladet skriver med det største til den lille(Junior alias Jesper Mortensen, red.) og det mindste til den største (Senior alias Jeppe Breum Laursen, red.). Men gid de havde ret! Så ville vi køre speedway i kaviar og hælde champagne på vores cornflakes hver morgen. Den ville stå på ludere og sprut dagen lang! Og gaderne i København skulle i bedste Brask-Thomsen stil omdøbes i et væk. Vi kunne jo starte med Smallegade og Bredgade! Med andre ord: lad os håbe at hverken vi eller drengene nogensinde vinder i lotto! Og så skal der vist ikke koges mere suppe på den isterning! Nu går vi ned og børsnoterer vores sure sokker."

Allerede tilbage i april måned fik GAFFA.dk en snak med Junior Senior om kontrakten med Atlantic Records.


Læs interviewet

ANNONCE