Nyhed

Michael Jackson indspillede generalprøve

Der findes en optagelse af prøverne til Jacksons London-koncerter samt materiale indspillet med Akon og Will.I.Am

Forventningerne til Michael Jacksons 50 udsolgte koncerter var enorme, og nu finder vi desværre aldrig ud af, om stjernen her kunne have igangsat et comeback, der kunne sætte hans karriere på ret kurs igen. Men det viser sig nu, at der findes en optagelse af en generalprøve afviklet i Staples Center i Los Angeles.

Det var koncertarrangørerne AEG, der ifølge avisen Daily News havde optaget prøverne i HD-billede og -lyd. Dermed ligger der altså materiale, der kan give et indblik i, hvordan koncerterne ville have lydt og set ud samt give en idé om, hvilken form Jackson var i til prøverne.

Optagelsen fandt sted, dagen inden Jackson døde, og prøverne varede mange timer og blev optaget af kameraer fra flere vinkler. Der spekuleres allerede nu i, at koncerten vil blive udsendt på dvd og cd som Michael Jacksons sidste album.


Efter Jacksons død har både Akon og Will.I.Am dog være ude og fortælle, at de havde indspillet nyt materiale med stjernen. The Black Eyed Peas-manden fortæller, at det indspillede materiale ligger på harddiske i Michael Jacksons hjem, og Akon siger, at deres ting primært var på skitseplanet, og at det må være op til familien, hvad der skal ske med det.

ANNONCE