x

Roskilde-bombe var ufarlig

Roskilde-bombe var ufarlig

Søndag blev politiet kaldt til festivalpladsen i Roskilde for at tage sig af en mistænkelig taske, der indeholdt rør og ledninger. Efterfølgende sprængte militærets sprængstofeksperter den formodede bombe efter at have afspærret området omkring den. Det betød, at togtrafikken mellem Roskilde Station og festivalpladsen var indstillet i flere timer.

Nu har politiet fundet "bombens" ejermand, en 32-årig norsk festivalgæst, der kunne afsløre, at det faktisk slet ikke drejede sig om en bombe, men derimod en taske med et hjemmelavet lysshow. Det skriver Politiken i dag.

Til Politiken siger kriminalassistent Carsten Andersen:

"Der er tale om et tilfælde, hvor han har slæbt noget hjemmebrygget lasershow med sig fra Norge. Kassen med lysshowet var endt i en anden bus end den, manden selv sad i på turen fra Oslo til Roskilde. Det er en helt anden mand, som slæber det med ind til festivalpladsen".

Det vides ikke, hvem der har taget tasken med ind på festivalområdet, men sagen blev opklaret, da nordmanden i går eftermiddag kom ind på festivalens politistation for at anmelde, at hans bagage inklusive det hjemmelavede lysshow var blevet stjålet.

"Da nordmanden fortalte om sin forsvundne kasse, sagde den ene betjent: 'Hold da op, det er da den bombe, som vi legede med i søndags.' Manden var ked af, at han fik det ødelagt. Han sad og så alle stumperne her hos os i går".

Dermed blev det altså opklaret, hvad det var der blev sprængt i luften søndag på Roskilde. Hvorfor nordmanden havde fundet det nødvendigt at medbringe et lysshow til årets festival, melder historien dog ikke noget om.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA