Nyhed

15-årig voldtaget på Roskilde Festival

Politiet leder efter gerningsmanden, efter at en kun 15-årig pige i nat blev voldtaget i sit telt på festivalens campingområde

Politiet leder fortsat efter gerningsmanden, efter at en 15-årig pige i nat blev udsat for fuldbyrdet voldtægt i sit telt på campingområde L ved Kvickly på årets Roskilde Festival, som officielt begynder i dag. Politiet leder angiveligt efter en cirka 20-årig mand med uren hud, som i dagene op til forbrydelsen havde skilt sig ud i området ved at være iført en leopardplettet kjole.

Det siger Ove Pedersen fra Midt- og Vestsjællands Politi til ekstrabladet.dk. Selvom pigen boede i lejr med en håndfuld andre, har ingen tilsyneladende hørt noget til forbrydelsen. Politiet vil meget gerne høre fra folk, der måtte kende til manden, og giver følgende signalement:

- Cirka 20 år, dansk og cirka 180 cm. høj.

- muligvis lyst kort hår, bakkenbarter og/eller skægstubbe og uren hud i ansigtet.

- Han var på gerningstidspunktet iført en leopardmønstret kjole og en grå hættetrøje/T-shirt.


 

ANNONCE