Nyhed

Gogol Bordello erstatter Lil' Wayne

De balstyriske balkanpunkere træder til efter hiphopstjernens aflysning til lørdagens Roskilde Festival

Det er nu lykkedes at finde en afløser til Lil' Wayne, som skulle have optrådt som et af årets hovednavne på årets Roskilde Festival på lørdag. Der bliver tale om Gogol Bordello, og selvom denne substitut givetvis vil skuffe en del af festivalpublikummet, er der efter sigende tale om en ganske eksplosiv liveoplevelse, når ensemblet med Eugene Hütz i front går på scenen.

"Der er bands, der synes skabt til live-optræden. På den måde, hvor studiealbumudgivelser er sekundære, og mest af alt tjener som et nødvendigt bevis på, at der trods alt kommer nyt materiale fra hånden engang imellem. Gogol Bordello tilhører denne kategori", skrev GAFFAs anmelder således i forbindelse med gruppens koncert på Vega i København for blot en uges tid siden (billedet), og sluttede af med denne anbefaling:

"Hvis man trænger til at slå sig løs og svede håret vådt, uanset om man bevæger sig eller ej, kan den Gogol Bordelloske folkesfest anbefales på det varmeste. Har dette band nogensinde en off-day?".


 

ANNONCE