x

Gendannet Malk de Koijn begejstrede på Roskilde

Gendannet Malk de Koijn begejstrede på Roskilde

En af de mest imødesete koncerter på dette års Roskilde Festival var de gendannede Malk de Koijns koncert på Arena-scenen lørdag nat klokken 02.00. Gruppens første koncert i seks år bortset fra en lille halv-hemmelig opvarmning i Copenhagen Jazzhouse forleden.

Og Tue Track, Blæs Bukki og Geolo G skuffede ikke. GAFFAs anmelder Jesper Buhl uddeler de maksimale seks stjerner og skriver blandt andet:

"Det var et glædeligt gensyn med de tre bananer, som sagtens kunne nå ud til publikum, også dem, der stod i udkanten af teltet, og det blev selvfølgelig også til genhør med adskillige Malk-klassikere, eksempelvis partybomben Til de folk og Sneglzillaklassikerne Fågt Op i Skalle og Radion Ska' Kneppas. Malk ville underholde, og det gjorde de, også selv om de til tider lød en smule utight, og trioen plagedes også lidt af lydmæssige hik fra computeren. Heldigvis har det regelrette og snorlige aldrig klædt eller interesseret Malk de Koijn, så de små skønhedsfejl generede ikke synderligt i det småanarkistiske, humoristiske og poetiske Langestrandsunivers, som udfoldede sig under teltdugen."

Jesper Buhl konkluderer:

"Publikum ville have mere, og det fik de med en samling festlige ekstranumre. Aldrig har fællessang lydt så godt, som da et proppet Arena sang ”jeg sjasker dig en gylden sø / og midt i den får du en ø / en læderbøf som du kan stik' et flag i”, og sammen med afslutteren Å åå Mæio fik Malk de Koijn pisket ekstasen op på helt nye højder. Langestrand, du er i mit hjerte."

Også de øvrige medier var begejstrede for det gendannede Malk de Koijn. Således uddeler både Politiken og Berlingske Tidende seks stjerner, mens Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, BT og Soundvenue tildeler koncerten fem stjerner.

Læs hele GAFFAs anmeldelse

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA