Nyhed

Anmelderne var begejstrede for Bruce Springsteen

De fleste beklager sig dog samtidig over lyden, der havde hårde kår i Herning

Bruce Springsteen havde onsdag 8. juli taget sit E Street Band med til Herning, og foran 50.000 leverede The Boss en energisk koncert, der bød på en række af de største hits blandet med covernumre og overraskelser. Den danske anmelderstand var naturligvis til stede, og generelt blev koncerten positivt modtaget.

Fælles for mange af kritikernes gennemgang af koncerten er dog en frustration over, at lyden havde hårde kår på den vindblæste mark, hvor Springsteen optrådte for et særdeles oplagt publikum.

De mest positive anmeldelser findes på henholdsvis jp.dk og bt.dk, hvor Anders Houmøller Thomsen og Steffen Jungersen begge giver de maksimale seks stjerner til koncerten. Jungersen skamroste faktisk koncerten til det punkt, hvor han løb tør for superlativer og konstaterede undervejs: "Jeg har aldrig – som i ALDRIG – tidligere oplevet Bruce Springsteen i et så overdådigt fest- og rock'n'roll-humør som denne aften".


GAFFAs anmelder var også begejstret for koncerten, men i sin firestjernede anmeldelse beklager Henrik Friis sig over lyden:

"Et fair bud går på, at 10-12.000 af dem (fra mikserpulten og frem mod scenen) havde en god/acceptabel lydoplevelse, mens resten (især i siderne, på tribunerne og bagest) oplevede en diskant, tændstikæske-skramlende sound uden nogen som helst bund og tæthedsfornemmelse, og som ydermere blev kastet rundt af hedevinden".

Samme faktor er med til at både eb.dk og berlingske.dk byder på trestjernede anmeldelser til Springsteen. Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen kalder det desuden en af bandets "mindre gode dage" og var ikke imponeret over den spontanitet, der roses andre steder:


"Og selvom Springsteen sang med lukkede øjne og dryppede af sved, ja, så var der noget indstuderet over hans færden i samfulde 175 minutter og noget træt, sjusket og unuanceret over mange af E Street Bands leverancer i den store, tvivlsomme lydkulisse".

Thomas Treo fra eb.dk deler også denne holdning og siger samtidig, at lyden kun var fornuftig under de mere stille numre:

"Energien fossede fra scenen, og The E Street Band strålede af viljestærk spilleglæde, men bortset fra afdæmpede nøglenumre som "I'm On Fire" og "Atlantic City", så buldrede og bragede bandet i et uskønt rabalder, der fuldkommen ødelagde oplevelsen".


Bruce Springsteen & The E Street Band fortsætter senere på ugen deres Europaturné med en koncert i Dublin 11. juli.

ANNONCE