Nyhed

Karen til battlekoncert mellem JazzKamikaze og A Kid Hereafter

R&b-sangerinden kan opleves i aften i Den Grå Hal på Christiania

Som vi tidligere har nævnt, giver Jazzkamikaze og A Kid Hereafter en såkaldt battlekoncert i aften, altså fredag den 10. juli, i Den Grå Hal på Christinaia. Hvad der helt nøjagtigt kommer til at ske, er der ingen, der rigtig ved, for en battle kan jo som bekendt gå alle veje. Efter hovedpersonernes eget udsagn er der lagt op til en totaloplevelse med elementer af både action, eventyr, gys, drama og komedie.
 
Helt sikkert er det dog, at Jazzkamikaze vil være at finde i det ene ringhjørne, og at A Kid Hereafter vil indfinde sig i det modsatte ringhjørne. Og rygtet lyder, at A Kid Hereafter indimellem også vil forvandle sig til de sprælske metalmutanter, A Kid Hereafter In The Grinding Light. Og nu har Jazzkamikaze så oplyst, at de i aften vil medbringe r&b-sangerinden Karen, aktuel med albummet "Stiletto" og kendt fra TV2's forårsprogram "Allstars" som en del af deres battle. Og vi ved jo, at Karen er fremme i stiletten, stadig har varen og har sækken i katten, så det skal nok blive spændende.
 
Tilsammen vil de to bands og deres prominente gæster foretage et frontalt angreb på alle gængse forestillinger om musik, musikalske rammer og om, hvordan en koncert i det hele taget kan forløbe.
 
Jazzkamikaze og A Kid Hereafter har kastet endnu flere ingredienser i den musikalske gryde, der under aftenens battle ifølge arrangørerne vil storsyde og koge over. Fra to tårne, placeret i hver sin side af scenen, vil henholdsvis et keyboardteam og et lineup af dj's tage handsken op før, under og efter koncerterne, og udfordre hinanden i musikalsk armlægning.

Overskuddet fra koncerten går nemlig til at give Christiania Jazz-Club/Børneteatret et nyt gulv - og et klaver, hvis det går rigtig godt.

"Stedet er et af de få tilbageværende kreative steder i Danmark, hvor åbenhed, legelyst og gøgleri stadig er tilladt, så selvfølgelig ønsker vi at være med til at sikre dets fremtid", lyder det fra Jazzkamikaze og A Kid Hereafter.

I forbindelse med koncerten har de to bands også udgivet den fælles single "The Revolution's In Your Hands", der beskrives som "et lettere absurd cross-over mellem storladen rum-rock og neo-metal, præsenteret i en duet, hvor Frederik Thaaes vanvids-brøl battler Morten Schantzs rene vokal".

ANNONCE