Nyhed

CODY klar med debut

Den københavnske gruppe udsender "Songs" til september

CODY er en forkortelse for Come On Die Young (titlen på et Mogwai-album), men det er under den lidt mere mundrette version, gruppen til september udsender deres debutalbum. Den kommende udgivelse har fået titlen "Songs", og den ligger klar i butikkerne 14. september.

Gruppen udsendte i januar en ep, der blev vel modtaget af de danske anmeldere, og her på GAFFA.dk indkasserede CODY en femstjernet anmeldelse og fik blandt andet disse ord med på vejen:

"Ført an af multitalentet Kasper Kaae er Cody et af de mest uprætentiøse og samtidig mest kompetente aktuelle danske orkestre. Her er ingen rundsave på albuerne eller påtaget ”her kommer vi”-attitude. Næh, her er i stedet tale om noget så fint som en ep, hvis kvaliteter ligger i detaljerne og den afdæmpede og meget subtile udtryksform. Om et orkester, der holder sig til det, de ved, de er virkeligt gode til, for så her at skinne smukt igennem som en lille stjerne på den danske musikscene".


Dermed er der altså blevet opbygget pæne forventninger til gruppens første fuldlængde-udgivelse, der både vil blive udsendt i Danmark og Tyskland. Samtidig arbejdes der fortsat på at gøre indtryk på amerikanerne, hvilket blandt andet vil ske til august, hvor CODY for femte gang tager turen til USA for at give koncerter.

 

ANNONCE