Nyhed

The Horrors giver danske koncerter

Gruppen dukker op både i Århus og København til november

Det er let at afskrive de fem medlemmer i The Horrors som en flok Cure-kloner med bleg hud og stort hår. Men heldigvis har de gennemgået en musikalsk udvikling, der gør deres image til det mindst interessante ved dem, hvilket man til november vil kunne opleve til to danske koncerter.

Hypen var stor i England, da gruppen væltede frem for nogle år siden med deres opdatering af garagerock a la Suicide, The Cramps, The Sonics og The Damned. Men gruppens image til trods modtog debutpladen roser på grund af musikken, og de roser blev kun større, da gruppen tidligere i år udsendte albummet "Primary Colours".

Her er gruppen i samarbejde med blandt andre Geoff Barrow fra Portishead gået nye veje, hvor den punkede attitude er røget lidt i baggrunden til fordel for inspiration fra navne som Neu!, Can og My Bloody Valentine. I en femstjernet anmeldelse beskrev GAFFAs anmelder udviklingen således:


"Den snottede aggressivitet er heldigvis gået fløjten til fordel for et kvantespring og en spytklat i en rigtig og meget overraskende retning. "Primary Colours", med Portisheads Geoff Barrow som producer, er nemlig et pulserende, smukt og hypnotiserende trip igennem et pirrende univers, hvor støjrock møder krautrock".

Nu bliver der mulighed for at se bandet overføre musikken fra studiet til scenen, når de til november giver koncerter i Århus og København.

The Horrors kan opleves i Voxhall 8. november og i Lille Vega 9. november. Billetter til koncerten i Århus kan allerede nu købes via GAFFA Live, mens billetsalget til koncerten i København først starter onsdag 15. juli.


ANNONCE