Nyhed

Lamb tager gas på piratkopister

Har lagt venlig stikpille ind i cd-database. "Køb vores cd, kvalitetsmusik kræver investeringer", lyder det.

Inden udgivelsen af Lambs kommende album Between Darkness And Wonder, på mandag , har den engelske duo taget deres forbehold imod den uundgåelige piratkopiering af cd'en.

Ikke ved hjælp af sindrige kopisikringer eller præventive sagsanlæg, men med en venlig appel til potentielle piratkopister på cd-databasen CDDB.

Når man sætter den nye Lamb-cd i sin computer og henter titlerne, får man følgende liste:


1. Hey All
2. Hope You Like Our Album
3. If You Do
4. Play It To Your Friends
5. And Buy A Copy
6. Quality Music Needs Investment
7. Love
8. Andy
9. And
10. Lou
11. Lamb
12. XXX

Det er svært at vurdere, om Lambs træk kan hjælpe, men sjovt ér det. De korrekte sangtitler ligger allerede nu tilgængelige som alternativ mulighed på CDDB.


Baggrund


CDDB er udviklet af det amerikanske firma Gracenote. Det er et ganske simpelt – men uhyre effektivt – system, som over internet kan genkende udgivelses-koderne på en cd og returnére med kunstner og titel-informationer. Hvis en bruger skriver sangtitlerne ind på en cd, kan alle andre bruge dem, og pt. er dét arbejde gjort med mere end to mio. cd'er og 28 mio. sangtitler.

Systemet bruges bla.a. i Apples iTunes (billedet). Man kyler en cd i, og hvis man er på internet, går der et par sekunder, før titlerne "Spor 1, Spor 2" osv. udskiftes med de rigtige. Der er i sig selv intet ulovligt i CDDB, men det er selvsagt et utrolig nyttigt system, hvis man skal holde rede på et større mp3-katalog, og evt. dele det med andre.


ANNONCE