Nyhed

Whitney Houston spiller sange for pressen

Sangerinden gav udvalgte journalister en smagsprøve på det kommende album

En gruppe journalister var blevet inviteret til en lyttesession på Londons Mandarin Hotel i går 14. juli for at høre dele af det kommende Whitney Houston-album, der bliver sangerindens første siden 2003. Whitney Houston var også selv til stede til arrangementet, hvor de inviterede dog kun fik lov til at høre ufærdige versioner af sangene.

Billboard Magazine var til stede og kan fortælle, at den 45-årige sangerinde så sund og rask ud. Hun kaldte pladen et kærlighedsbarn, men fortalte også, at hun faktisk havde været klar til at købe et hus på en øde ø og trække sig tilbage, men at Sony-bossen Clive Davis overtalte hende til at vende tilbage til rampelyset.

Davis var også til stede og advarede journalisterne, inden han spillede de ni sange om, at albummet var "langtfra færdigt", og at sangene var rå udgaver. Reaktionen var dog alligevel positiv ifølge Billboard, der fortæller, at sangene "Nuthin' But Love" og "A Song for You" blev modtaget bedst.


Sidstnævnte er en coverversion af et gammelt Leon Russell-nummer, og som altid har Houston fået hjælp til sangskrivningen af nogle af tidens største navne. På pladen vil man derfor kunne se listet navne som Alicia Keys, Diane Warren, Stargate, R Kelly og Akon, der synger duet med Whitney Houston på "Like I Never Left".

Det blev også afsløret, at sangen "Call You Tonight" formodentlig bliver den første single fra albummet "I Look To You", der udsendes 31. august.

ANNONCE