Nyhed

Hole-medlemmer ikke tilfreds med Hole-gendannelse

Eric Erlandson mener ikke, Courtney Love kan udsende en plade under navnet Hole uden at inkludere ham i projektet

For en måneds tid siden bekendtgjorde Courtney Love, at hun alligevel ikke ville udsende sit andet soloalbum under eget navn, men i stedet ville hun udsende det som et Hole-album. Beslutningen kom, fordi hun beskrev sangene som en tilbagevenden til "rock-Courtney", og så gav det mere mening for hende at udsende det under navnet Hole.

Der var dog ingen meldinger om, at hun havde tænkt sig at involvere de tidligere Hole-medlemmer i projektet, og det har irriteret både den tidligere bassist Melissa Auf Der Maur og guitaristen Eric Erlandson, der i sin tid var med til at grundlægge Hole sammen med Courtney Love.

Auf Der Maur udtalte til Explore Magazine kort efter offentliggørelsen af Hole-gendannelsen, at man ikke kunne tage så let på en gendannelse, og at der skulle mere til end blot at hun sang kor på Loves kommende plade for, at man kunne kalde det en gendannelse.


Nu udtaler Erlandson til Spin, at han ønsker alt det bedste for Courtney Love, men at der ikke kan være tale om en Hole-gendannelse, uden at han er involveret. Han siger nemlig, at der findes en kontrakt fra 2002, hvor Courtney Love har skrevet under på, at de begge skulle være involveret, hvis bandet nogensinde skulle gendannes. Men samtidig lukker han ikke døren for at blive involveret i en rigtig gendannelse.

"Der er ikke noget Hole uden mig. Hvis Courtney har lavet et soloalbum, så synes jeg det er fantastisk. Jeg synes, hun skal færdiggøre det og udsende det og gøre det. Men når det gælder det rigtige Hole? Jeg er åben for at diskutere det".

Ikke overraskende er Courtney Loves reaktion, at hun kan gøre som det passer hende, og på sin Twitter-side skriver hun, at Erlandson kan tjekke sin selvangivelse, hvis han er i tvivl om, hvem der ejer rettighederne til navnet Hole:


"Øh, jeg har lige hørt, at en tidligere guitarist siger, at jeg ikke kan bruge mit navn til MIT band. Han må jo være bindegal".

ANNONCE