x

Scenemedarbejder dræbt inden Madonna-koncert

Scenemedarbejder dræbt inden Madonna-koncert

Madonna skulle have givet koncert i Marseille i Frankrig søndag 19. juli, men den koncert er nu aflyst, efter en ulykke dræbte en scenemedarbejder og sårede syv andre. Det skriver Reuters i dag.

Koncerten skulle have været afviklet på fodboldholdet Olympique Marseilles hjemmebane Velodrome Stadium, og det var her, et hold af scenemedarbejdere arbejdede, da taget på scenen pludselig kollapsede. Bygningsarbejdet var kun 2/3 færdiggjort, og den nedfaldne scene dræbte en 53-årig franskmand, og af de syv sårede er en englænder og en amerikaner i kritisk tilstand.

Madonna befandt sig i Udinese i Italien, da ulykken skete og udsendte efterfølgende en pressemeddelelse, hvor hun fortalte, at hun var knust over nyheden om ulykken, og at hun ville bede for de sårede og deres familier.

Samme aften spillede hun i den italienske by, og her dedikerede hun ifølge fansiden MadonnaTribe grædende sangen "You Must Love Me" til den døde og de sårede.

Madonna fortsætter sin turné 21. juli i Barcelona og kan opleves i Parken i København 11. august.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA