x

Paradise Lost til København

Paradise Lost til København

Engelske Paradise Lost har efterhånden eksisteret i mere end tyve år og med undtagelse af udskiftninger på trommestolen er det den samme besætning, der debuterede i 1990, der nu vender tilbage til København for at give koncert på The Rock.

Gruppens seneste udgivelse er "In Requiem" fra 2007, hvis efterfølgende turné også bragte dem en tur forbi Lille Vega. Men bandet har nyt på vej i form af albummet "Faith Divides Us, Death Unites Us", der udsendes til september, og dermed er det blevet tid til en ny turné.

Paradise Lost krediteres sammen med grupper som My Dying Bride og Anathema for at have startet doom-metalbølgen i starten af 90'erne, og for Paradise Lost udviklede det sig til gothic metal, der var med til at give gruppen deres store gennembrud med albummet "Draconian Times", der fulgte op på en stigende succes skabt af pladerne "Shades Of God" og "Icon".

Efter at have flirtet med et mere elektronisk udtryk i en periode påbegyndte bandet i 2005 en tilbagevenden til et mere gotisk udtryk, og i interviews har frontmand Nick Holmes udtalt, at man kan forvente, at det kommende album bliver både tungere og mørkere end "In Requiem".

Paradise Lost udsender "Faith Divides Us, Death Unites Us" 28. september og spiller på The Rock 24. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA