Nyhed

David Fricke håndplukker Choir Of Young Believers

Rolling Stone-journalisten fik øje på gruppen på årets Spot Festival

I aftes dansk tid fik danske Choir Of Young Believers med forsanger og sangskriver Jannis Noya Makrigiannis i spidsen æren af at være David Frickes seneste udvalgte orkester i hans klumme i juli-nummeret i Rolling Stone Magazine og på rollingstone.com i serien "Fricke's Picks".

David Fricke har i forvejen status som lidt af en æresgæst på den århusianske Spot Festival, hvor han gentagne gange har været gæst - og hvor han blandt andet har spottet The Raveonettes og Junior Senior, hvis indflydelsesrige omtale har været medvirkende til deres internationale gennembrud. Omtalen falder særligt heldigt for Choir, der udgiver deres "This Is For The White In Your Eyes" i USA den 18. august.

Det er Choir Of Young Believers' koncert på Spot Festival 2009 og særligt Makrigiannis' vokal, som har fanget journalistens interesse. Hans vokal bliver blandt andet beskrevet som "en vokal som i et koldt ekko med en høj, gennemskærende melankoli, som man kender den fra Zombies' Colin Blunstone og Neil Young på "A Man Needs A Maid" - iblandt hans slow-motion hærskare af guitarer, klaverer, strygere og blæsere..." Desuden nævnes flotte referencer i Arcade Fire, Thom Yorke og Roy Orbison.


Du kan læse Frickes fulde, rosende omtale her.

ANNONCE