x

Mick Jones åbner rock'n'roll-bibliotek

Mick Jones åbner rock'n'roll-bibliotek

At Mick Jones, guitarist i den legendariske punkgruppe The Clash og co-writer på klassiske albums som London Calling og Combat Rock, skulle blive bibliotekar, vil nok komme bag på de fleste. Der er imidlertid heller ikke tale om et helt almindeligt bibliotek.

"The Guerilla Rock'n'Roll Public Library" er derimod titlen på en udstilling af Jones' personlige, omfattende samling af rock-memorabilia, som løber over fem uger frem til 25. august i en kontorbygning i det vestlige London, ikke langt fra hvor Jones sammen med afdøde Joe Strummer dannede The Clash i 1976.

Hovedvægten i udstillingen, som omfatter godt 10.000 genstande, vil naturligt nok være lagt på The Clash - fra gamle støvler og brugte pizzabakker til plader, bøger og gammelt lydudstyr - men samlingen rummer også andre objekter, og Jones håber at tiltrække andre end inkarnerede Clash-fans:

"Det her er relikvier fra sidste århundrede. En del af britisk musikhistorie. Det er en meget personlig samling, men jeg ønsker ikke, at biblioteket kun skal være for Clash-fans. Jeg håber, der kan være en ressource og sætte gang i folks fantasi, skabe en ide om fortsat kreativitet", siger Jones til The Guardian om udstillingen, som han kalder en "direkte, kunstnerisk udfordring" til etablerede musikmuseer som British Music Experience.

Guerilla Rock'n'Roll Public Library, 18. juli-25. august, 2 Acklam Road, Portobello Green, onsdag-søndag kl. 11-19. Der er gratis adgang.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA